Flere radioer men mindre alsidighed

Adm. direktør for RadioNet, Peter A. Petersen,

Egentlig må det være et dilemma at være konservativ kulturminister. På en gang at skulle passe på de gode danske kulturværdier – og på den anden side tillade kapitalen at tumle sig samme sted.
”Jeg ønsker størst mulig valgfrihed”, sagde ministeren og skabte det på radioområdet ved at sælge to mere eller mindre landsdækkende frekvensnet til højestbydende. Ministeren ønskede større mangfoldighed og brud på DR’s (såkaldte) nyhedsmonopol.
Men har ministeren og vi andre fået større mangfoldighed? Og er nyhedsmonopolet brudt?
Sandt nok er der flere radioer på skalaen – men de lyder fundamentalt ens. Det skyldes den markedssituation, vi er i. Radioerne – selv de lokale – er tvunget til at følge den internationale manual for radio-formater: Musik der ikke generer, værter der underholder og nyheder der forsi krer lytterne om, at verden i det store og hele står endnu.
Tager vi musikvalget, er de danske kommercielle radioer – nye som gamle, netværkene som solisterne – alle drejet ind på samme spor: Musiktest. Hvad vil de fleste lytte til? Det betyder færre og sikrere sange i rotation. De skæve melodier er væk til fordel for de sikre ørehængere. Alle professionelle radioer gør det samme. Med de licensafgifter, de to nye spillere skal betale, er der ikke just lagt op til nicheradioer. Det tvinger de store kommercielle lokalradioer og DR over i samme boldgade.
Værterne trænes i at underholde uden at genere – more sig på kommando. Aldrig gå over grænsen, hvor de fleste synes, at den er.
Nyhederne skal finde den balance, der er lange nok til at berolige om, at der kan festes videre – men aldrig så lange, at dybsindighederne generer.
Det gør ikke alsidigheden bedre, at DR også kender formelen. P3 er bygget op efter samme læst som en kommerciel landsdækkende radio – men uden støjende reklamer. P4 konkurrer med de store l okale radioers voksenformater.
I første runde har danskerne altså fået mindre af det hele på flere frekvenser.
Ministeren kender ellers godt værktøjet til øget mangfoldighed – nemlig det par finter, som lå i FM5-udbudet, og som Sky nu slås med: Krav om 30 % skandinavisk musik og nyheder på DR-niveau. Jeg vil ikke give Sky’s nyheder karakter – de følger de kommercielle radioers ABC – men er dog næppe på det, de fleste vil opfatte som på ”DR niveau” (Dog et noget flydende begreb – fra DR1’s gennemresearchede baggrundsreportager til P3’s ”kommercielle” nyheder). Ministeren kan nemlig ikke både få mange penge for en kanal og samtidig få opfyldt sine krav. Derfor hører vi næppe mere om ministerens frustrationer over Skys fortolkning af ”nyheder på DR-niveau”. Og med Skys historiske appetit på retssager, vil der nok også komme et krav fra stationen om fjernelse af den skandinaviske musikprocent, når lyttertal, lyttetid og licensbetaling skal nå sammen med reklameindtægterne.
Skulle en evt. fremtidig replanlægning af frekvenserne give luft til flere landsdækkende stationer må ministeren derfor stille meget mere præcise krav – der kan kontrolleres – hvis han ønsker at øge mangfoldigheden.
På det lokale område er der dog fortsat en snært af mangfoldighed tilbage. Det skyldes de krav – primært om lokal journalistik og tilstedeværelse, som de lokale nævn gennem tiden har stillet aktørerne. Dette særkende kan beskyttes ved snart at finde nogle permanente løsninger for de lokale radioer. Ønsket er bedre sendemuligheder og nedsat de ødelæggende Koda Gramex-afgifter. Men området skal tilgås med varsomhed. Også her standardiseres produkterne.
Det er egentlig ikke min mening at begræde udviklingen, som ministeren har accelereret. Den er global og ganske ustyrlig. Blot at præcisere, at ministeren ikke givet danskerne mere radio for pengene. Men modsat må jeg erkende, at han har fået flere penge for radioerne.


Giv de private kanaler en chance!

Kulturminister Brian Mikkelsen

I et indlæg i Markedsføring hævder adm. direktør for RadioNet, Peter A,. Petersen, at salget af FM-frekvenser til to private foretagender har ført til mindre mangfoldighed, og at danskerne har fået mindre radio for pengene.
Det er grebet ud af æteren.
Grunden til at regeringen sidste år gav plads til to nye radiokanaler var, at vi ønskede at bryde DR’s monopol på landsdækkende radio. Det var ikke bare noget, vi gjorde, fordi det var opportunt, eller fordi vi gik efter DR. Vi ville afskaffe monopolet, fordi monopoler ikke hører hjemme i en mediepolitik, der skal fungere i en moderne verden.
Når jeg hører ordet monopol, så tænker jeg uvilkårligt på Østeuropa i gamle dage eller Nordkorea i dag. Det kan da ikke være meningen, at vi i en verden af information og nyhedsformidling skal nøjes med én landsdækkende kanal. Konkurrence skader som bekendt ikke. Eller gør det? Når man læser Peter A. Petersens indlæg, kommer man i tvivl.
Baggrunden for salget af den femte og sjette radiokanal var, at DR allerede havde fire landsdækkende kanaler. Da sagde vi i regeringen: Det er tilstrækkeligt. Hvorfor ikke prøve for en gangs skyld at give chancen til to private kanaler? Det gjorde vi så.
Jeg kan forstå på Peter A. Petersen, at han ikke er tilfreds med det, han foreløbigt har hørt. Han skriver det ikke direkte, men man fornemmer, at han finder kanalerne fordummende. Her er det måske på sin plads at minde om, at det sagde man også om de første tv-programmer og de første radioudsendelser. Tv og radio har ifølge kritikken altid være fordummende, men vi ser og hører det jo alligevel – måske fordi det også kan være oplysende.
De to nye kanaler gør naturligvis, hvad de kan for at få flest mulige lyttere – det er jo private virksomheder – men samtidig skal de leve op til de krav, som tilladelserne sætter, herunder skal den femte kanal spille mindst 30 pct. skandinavisk musik og bringe public service-nyheder.
Peter A. Petersen kritiserer også de kommercielle lokalradioers forhold. Lad mig i den forbindelse nævne, at regeringen – i modsætning til den forrige SR-regering – h ar gjort meget for at lette de kommercielle lokalradioers situation og sikre dem et fornuftigt forretningsgrundlag. En række unødvendige geografiske og organisatoriske krav til de lokale stationer er blevet afskaffet; sendestyrken er blevet øget, hvor det har været muligt; de sidste rester af tidligere tiders networking-forbud er fjernet o.s.v. Lad mig i parentes bemærke, at også de kommercielle lokal-tv-stationer – som Peter A. Petersen jo også er engageret i – har fået væsentlig bedre forhold. De seneste lyttertal for de kommercielle lokalradioer tyder da også på, at det går helt godt i konkurrencen med de øvrige radioer.
Nu må vi give de private kanaler en fair chance for at vise, hvad de kan. Næste skridt mod et mere alsidigt medieudbud bliver at skabe bedre forhold for lokalradio. Derfor overvejer vi for tiden en replanlægning af FM-båndet, sådan som Peter A. Petersen også hentyder til.
Monopolernes tid er forbi i mediepolitikken. Det mener jeg, vi skal være glade for.