Konkurrencen på distribution kom ikke – til gengæld blev den mere ulige mellem mediegrupperne

Af Direktør Christian Kierkegaard, Dansk Fagpresse

Et af forligspartiernes vigtigste argumenter for at fjerne portostøtten til fagblade og tidsskrifter og give portoen fri er, at det giver en hård konkurrence og vil holde distributionstaksterne nede.
Virkeligheden er en anden. Konkurrencen kom ikke, og bladenes udgifter til distribution er steget med mindst 340 millioner kr. – hvilket er betydeligt mere end portostøtten på 188 millioner kr.
Bladene har forsøgt at presse distributørerne, men forgæves. Blade med et samlet årligt oplag på over 50 millioner eksemplarer var klar til at indgå en aftale med Post Danmark eller Bladkompagniet, hvis de fik en rimelig storkunderabat. En sådan henvendelse ville i et konkurrencepræget marked skabe stor aktivitet og presse priserne – men det skete ikke.
Post Danmark vil ikke give nogen form for storkunderabat til blade med et årligt oplag på under 450.000, og de helt store blade får i gennemsnit en rabat på 10 procent – afhængig af udgivelseshyppighed og oplag. Det er en beskeden rabat set i forhold til, at mange af de samme blade hidtil har fået en præstationsrabat på 16 procent.
Heller ikke den største private distributør, Bladkompagniet, har fundet markedet så tillokkende, at man er kommet med attraktive pristilbud.
Regeringen har sat øget konkurrence på distributionsmarkedet højere end lige konkurrence mellem medierne – selv om netop mediekonkurrencen er en del af regeringsgrundlaget – og resultatet er nu, at regeringen ikke når sit mål om konkurrence på distributionen. Samtidig er en reel konkurrence mellem medierne umuliggjort.
Et meget stort antal fagblade og tidsskrifter konkurrerer med dagblade om både annoncører og læsere. Med portostøttens bortfald og de kraftigt stigende distributionsomkostninger sker denn e konkurrence på meget ulige vilkår.
Fagblade og tidsskrifter kan ikke – i et i forvejen presset annoncemarked – blot lægge de ekstra distributionsomkostninger på annoncepriserne. Ligeledes kan abonnementspriserne heller ikke uden videre hæves, da der også her er en ulige konkurrence, idet dagbladene i modsætning til kommercielle fagblade er fritaget for moms på bladsalget.
Fagblade og tidsskrifter har derfor kun én måde at overleve på – og det er at reducere omkostningerne. Hvert fjerde blad har allerede nu reduceret forbruget af redaktionelt stof, og flere vil følge efter. Det er besparelser, som vil gå ud over kvaliteten, mangfoldigheden og alsidigheden i det danske mediebillede.
Dette kan kun reddes, hvis det politiske flertal på Christiansborg erkender, at konsekvenserne af bortfaldet af portostøtten ikke blev som forventet, og derefter handler aktivt for at sikre en lige konkurrence mellem medierne. Det gøres ikke ved at fjerne støtten fra dagbladene – men ved at sikre fagblade og tidsskrifter samme v ilkår.


Politik uden skattestigning kræver prioritering
Af Jens Rohde, MF (V), politisk ordfører

Med finansloven 2003 flyttede forligspartierne knap 160 mill.kr. væk fra den
konkurrenceforvridende portostøtte. Omprioriteringen har selvfølgelig ramt de tidligere modtagere,
hvoraf godt 70% hører under Dansk Fagpresse. Men effekten er noget mindre end antaget, og der er
et stort uudnyttet potentiale i at benytte anden kommunikation til medlemsskaren på fagområderne.
Man kan ikke med rette hævde, at der i dag findes mediesvage grupper. Stort set alle har adgang
til internettet og hjemmesider, som er velegnet til målrettet kommunikation.
Jeg må også fastholde, at ytringsfrihed ikke har noget som helst at gøre med, om man modtager
penge fra staten eller ej.
Tallene fra Dansk Fagpresse har også varieret en del.
I sensommeren 2003 var beskeden klar. Det ville koste foreningens medlemmer mellem 500 og 600
mill.kr. årligt. Et tal som blev brugt flittigt i pressen. I november opgjorde Dansk Fagpresse
tabet t il 367 mill.kr. og for nylig nævnte Christian Kierkegaard en merudgift på 305 mill.kr. i
JyllandsPosten. Det er dog glædeligt, at konsekvenserne er meget mindre end forventet.
Men vi må ikke glemme, hvorfor det var fornuftigt at mindske portostøtten. For det første var
portostøtten en hindring for konkurrencen set i et større perspektiv. Allerede nu gøres der op med
de gamle nationale monopoler ved en liberalisering af postsektoren i hele EU. Derfor er der i
fremtiden ikke er plads til særaftaler og kunstigt lave priser. Når liberaliseringen er ført helt
igennem vil konkurrence blive øget. Flere distributionsselskaber får nu adgang til markedet, og
det vil på sigt presse prisen til gavn for afsenderne.
For det andet kan portostøtten til fagpressen ikke ses isoleret. Allerede i dag modtager f.eks.
fagforbundene store statslige subsider, da medlemmerne kan trække deres kontingenter fra i skat.
Så det er forkert at hævde, at de faglige organisationer pludselig skal kæmpe på rene
markedsvilkår med de øvrige medie r. Portostøtten var kun med til yderligere at skævvride markedet.
Langt de fleste foreninger modtager desuden tipsmidler og anden form for offentlig støtte.
Endelig er der tale om en politisk prioritering: Skal staten bruge penge på skævvridende
portostøtte eller kan statens begrænsede midler bruges bedre andetsteds? Denne regering har
skattestop. Derfor må enhver udgift gennem en diskussion om prioritering. Men alt i alt får
bogerne og foreningerne flere og flere penge mellem hænderne takket være skattestoppet. Jo længere
tid det varer, jo mere økonomisk frihed til den enkelte. Læg dertil de ændrede momsregler og andre
forenklingstiltag, som foreningerne har oplevet under denne regering.
Christian Kierkegaard skriver om mediepluralisme, men hvem siger egentlig, at mediepluralisme er
lig trykte fagblade og tidsskrifter støttet af staten? Hvorfor kan fagpressen, i modsætning til
både firmaer og foreninger, ikke bruge de mange muligheder for direkte og personlig kommunikation,
som internettet og e-mails giver adgang til? Hvorfor skal staten støtte distribution af alle
mulige blade og tidsskrifter? Hvis der er stor interesse for at læse bladene, er der vel også
interesse for at betale for dem og for at annoncere i dem?
Jeg køber ikke argumentet om, at mangfoldigheden går tabt. Fagpressen skal ganske rigtig tilpasse
sig nye vilkår, men det er på ingen måde lig ren fortabelse, og tiden vil vise, at nye
distributionsselskaber vil kunne levere til konkurrencedygtige priser.
Denne regering har givet begrebet prioritering reelt indhold. Alternativet er stigende skatter og
øgede afgifter, og det er vel heller ikke dansk fagpresse interesseret i?