Er du træt af hurtige forhold og klar til ægte kærlighed?

Til det vil mange sikkert svare ja, og det er også budskabet i en ny kampagne fra ejendomsforvalteren Aberdeen.

Formålet er primært at åbne erhvervslivets øjne for fordelene ved langvarige forhold, når man vælger lejelokaler.

Det handler altså ikke om ejendomsmarkedets evindelige fokus på pris og beliggenhed, men derimod om, at det rent faktisk gør en forskel at have den rette partner i hverdagen. Såvel på det personlige som det ejendomsmæssige plan.

– Mange har svært ved at gennemskue ejendomsmarkedet, og de er bange for at blive snydt, når de lejer lokaler. Aberdeen vil derfor gerne fortælle, at der er forskel på os og alle de andre, fordi vi indleder faste forhold med lejerne og forpligter os til hverdagen hos dem, siger Eva Riedel, der er Head of Marketing & Communication i Aberdeen.

Stresshjerter og tatoveringer

Aberdeens gjorde sig sidste år bemærket med en provokerende ”BZ  Nu”-kampagne, som udover at provokere også skabte gode resultater. Godt 300 procents vækst på alle de parametre, der blev målt på.

– Den kampagne var første fase, hvor vi udover at sikre et kendskab til Aberdeen også arbejdede på at ændre danskernes opfattelse af vores branche. Det lykkedes, og nu rykker vi videre til fase to, hvor vi forklarer forskellen på Aberdeen og de øvrige ejendomsforvaltere, siger Eva Riedel

Den nye kampagnes budskaber er således at vise fordelene ved at Aberdeen, når virksomhedens nye adresse skal vælges. 

– Kampagnen skal sørge for, at folk kender udbuddet og forskellene på ejendomsmarkedet. Vi vil vise, hvorfor det er bedre at være lejer hos Aberdeen, og at vi mener det meget seriøst med den evige kærlighed, siger Eva Riedel.

Kampagnen foldes ud over de kommende uger i annoncer, online medier, outdoor (se billedet i toppen af artiklen) og via kampagneelementer som stresshjerter og tatoveringer. Der er tale om en form for avancerede ”børnetatoveringer”, fortæller Eva Riedel.

Ud over at vise budskaberne på steder som Tuborg Havn og lysavisen på Rådhuspladsen, bliver der såmænd også lavet et soundtrack med udvalgte kærlighedssange til lejerne.

Reklamebureauet Republica har hjulpet Aberdeen med at udvikle kampagnekonceptet.