Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sætter den største vækstbremse på dansk økonomi siden 1980’ernes berømte kartoffelkur, hvis han dropper nye vækstinitiativer til efteråret, når næste års finanslov skal på plads. Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Der ligger nemlig allerede så store stramninger i den politiske mekanik, at finanspolitikken i sig selv kan kappe helt op til et procentpoint af væksten i det svage opsving – svarende til 19 mia. kr. Statsministeren understreger, at han først i august vil tage stilling til temperaturen i næste års finanslov, men det vil være uhørt, hvis det politiske bidrag til væksten er negativt i en tid med masser af ledig kapacitet i økonomien, mener Martin Madsen, chefanalytiker i AE-rådet.
– Det vil i givet fald være den største opstramning siden kartoffelkuren, og det vil være paradoksalt, når Finansministeriet samtidig vurderer, at der fortsat er et stort negativt outputgab næste år på hele 2,8 pct. En sådan opstramning vil få katastrofale virkninger på de spæde væksttegn, der ses få steder, siger Martin Madsen.
I 1986, da Schlüter-regeringens berømte kartoffelkur satte ind, blev der strammet så meget på den løbske økonomi, at finanseffekten endte i minus 2 pct.
Børsen side 19.