fg@markedsforing.dk
Alt tegner til et sløvt, kedeligt eller stabilt år på tv-markedet. Vælg selv ord alt efter temperament. Men ordet skal dække over udsigterne for styrkeforholdet mellem de kommercielle stationer, og Mikael Ostenfeld fra Carat, der står bag Tv Markedets Nøgletal, tror ikke, der vil blive rykket nævneværdigt rundt på stationernes shares. I hvert fald har han lige nu svært ved at få øje på, hvad der skulle fremkalde reaktioner.
TV2 har lanceret TV2 News, og den nye station bliver spændende at følge. Men det er ikke sandsynligt, at den vil få konsekvenser for de samlede shares. TV2 har også travlt med at lancere en ny radiostation, men kigger man på programfladen, så ligner 2007 et sats på de velprøvede formater.
Hvorfor skal man lave om på noget, der virker?
Viasat er den af selska berne, der ser mest presset ud. Deres tidligere store succeser som f.eks. Robinson, kaster ikke meget af sig, og der er pt. ikke varslet nye formater (TV3 har dog ved redaktionens slutning endnu ikke præsenteret alle deres planer), som påkalder sig særlig interesse. De fleste af deres formater er gået sløvt, og efterårets share holdes meget oppe af fodbold.
– Nynne er dog gået godt, og som tallene ser ud i listen over Topprogrammer, så vil det overraske mig, hvis der ikke kommer en ny runde, siger Mikael Ostenfeld.
SBS Tv er den, der har mest nyt at byde på. Kanal 4 skal forsøge at finde sin form og sit publikum som kvindekanal, og den nye kanal, SBS Net, begynder at sende på det lokale jordbaserede net.
– Spørgsmålet er, hvad den nye kanal vil fremkalde af reaktioner på shares. SBS har søgt at trimme og positionere sine kanaler, og det er gået godt i de sidste måneder på et bredt fundament. Det er ikke enkeltstående programmer, der har trukket op, så det skal blive spændende at se, hvordan initiativerne fold er sig ud i det nye år.
– Der er dog ikke noget, der for mig indikerer, at styrkeforholdet vil ændre sig nævneværdigt i det kommende år, siger Mikael Ostenfeld, som desuden peger på, at TV2 forventes at lancere endnu en ny kanal i løbet af 2007.
– Det vil ikke overraske mig, hvis der kommer en sportskanal. Uagtet de vanskeligheder, TV2 har med modstand fra TDC Kabel Tv og manglen på rettigheder, så skal TV2 have en sportskanal, hvis man vil have en chance for at skaffe sig de mest interessante rettigheder, siger Mikael Ostenfeld.