De seneste par måneder har teleselskabet Onfone kørt en reklamekampagne med skuespilleren Lars Bom som frontfigur. Og selvom
flere kritiske røster har kommenteret kampagnen offentligt, har den tilsyneladende virket, fortæller selskabet.
Hver måned skifter rundt regnet 50.000 danskere teleselskab – af dem valgte 20.000 i oktober at skifte til Onfone.
– Vi oplever lige nu den største kundetilgang, siden vi startede virksomheden tilbage i 2006. Alene her i oktober har vi fået 20.000 nye kunder i butikken og har nu mere end 85.000 kunder. Så selv om vi ind imellem får nogle hug for vores reklamer, hindrer det altså ikke danskerne i at gennemskue, at vores tilbud rent faktisk holder, siger Morten Strunge, der er adm. direktør i Onfone.
Han mener selv, at selskabets prisstruktur er en af forklaringerne.
– Vi opererer med enkle abonnementer, hvor alt er inkluderet til en fast pris. Og i modsætning til flere af de andre selskaber sælger vi ikke mobiltelefoner. Begge dele er med til at gøre vores priser og abonnementer mere overskuelige for forbrugerne, siger Morten Strunge.