Sport One satser hele butikken op til OL i Beijing, og det ser ud til at blive en succes.
380 danske erhvervsledere har meldt sig til de fem grupper, der flyves ud til OL (8.-24. august), og hvor attraktionen er udvalgte OL-arrangementer plus en lille chance for at snuse til verdens potentielt største marked.
Desuden får de danske gæster mulighed for at bruge det andet ben i Sport Ones marketing-event, nemlig Danish Olympic Pavillion, der er placeret i Radisson SAS hotellet i Beijing.
Her har Sport One lejet hotellets “ballroom,” hvor op til 300 gæster af gangen kan mødes, slappe af, spise og diskutere Kina eller OL, alt efter dagsformen.
Idéen er bl.a., at danske virksomheder med base i Kina kan bruge SAS Radisson-hotellet som base for aktiviteterne. Sport One har f.eks. hyret Victor Feddersen og Poul-Erik Høyer til at holde foredrag for gæsterne. Begge vandt OL-guld i Atlanta i 1996.
Foreløbig har virksomheder som Ecco, VisitDenmark, Dansk Industri, SAS og Jebsen & Co. meldt sig som brugere af Danish Olympic Pavillion.
– Vi vil gerne markedsføre os selv, så Sport One kendes som en virksomhed, der dels har ekspertise i krydsfeltet mellem sport, sponsering, medier og markedsføring, og dels vil vi gerne vise, at vi kan gøre noget for dansk erhvervsliv bredt, siger Steen Fladberg, direktør i Sport One.
Det koster 23.000 kr. at deltage i Sport One-rejserne, der varer 4-5 dage, men i skrivende stund er der udsolgt.
cwl