Intern uenighed om formandsposten i bestyrelsen i JP/Politiken får nu næstformanden i bestyrelsen Holger Lavesen til at smække med døren. Med sig tager han bestyrelsesmedlemmerne Bent Nyløkke og Per Øhrgaard.
Ifølge formand for Politiken-Fonden, tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer, siger, at det er uenighed om, hvordan man i fremtiden skal vælge formand og næstformand i JP/Politiken, der har fået Lavesen til at gå.
– Det er et personspørgsmål og ikke et spørgsmål om det førte politik. Det er spørgsmål om, hvordan man i fremtiden skal udvælge formand og næstformand, siger Hoffmeyer.
JP/Politiken ejes af Jyllands-Postens fond og Politiken-Fonden. I de første fem år af JP/Politikens liv har det i aktionæroverenskomsten været bestemt, at det var en mand fra Jyllands-Posten, der skulle sidde i formandsstolen for mediekoncernen: Jørgen Ejbøl.
De fem år er nu ved at være udløbet – og det er nu tid til at finde ud af, hvordan man i fremtiden finder frem til nøglepersonerne i bestyrelsen.
/ritzau/