HYPERLINK mailto:pia@markedsforing.dk pia@markedsforing.dk
Modsat tidligere vil dette års uge 40 kampagne ikke fokusere på, at kvinder max. må drikke 14 og mænd max. 21 genstande om ugen. I stedet for er kræfterne sat ind på at påvirke børn under 15 år og deres forældre til at forstå, at børn ikke må drikke noget overhovedet. Og fokus er på børnene fordi flere undersøgelser viser, at danske børn har en kedelig førsteplads, når det handler om at drikke for meget.
Umwelt er igen blevet valgt som bureau på uge 40 kampagnen. Sidste år stod Umwelt bl.a. bag filmen, hvor datteren kommer fuld hjem sammen med en veninde, forældrene i filmen er bekymrede og det hele ender med, at datteren falder ned af kældertrappen.
Det var et krav fra Sundhedsstyrelsen, at filmen skulle køre igen i år, lige meget hvilket bureau, der ville vinde uge 40 kampagnen. Filmen sidste år skabte nemlig en rigtig god effekt, med 35 pct. af forældrene der sagde, at de på baggrund af filmen ville tale med deres børn om problemet. Filmen modtog da også hædrende omtale ved IAA’s uddeling af priser for nylig.
– Tests viser, at filmen stadig holder og med et budget på 6,3 mio. kr., der også inkluderer støtte til amter, vores evaluering, medieinrykninger m.v., ville vi også gerne have budget til at kunne lave andre aktiviteter i år, siger sociolog og projektleder fra Sundhedsstyrelsen, Morten Wiberg.
Sidste år gjorde man forældrene opmærksomme på problemet, mens man i år, og ifølge Morten Wiberg, vil hjælpe forældrene til at tage dialogen med deres børn.
– Hvor Uge 40 førhen altid havde været en ”voksen-kampagne”, brød vi traditionen sidste år, hvor vi valgte at fokusere på børn og unges alkoholforbrug. Men 14/12 kampagnen er ikke lagt på hylden, den vil i hele uge 40 kører med små 7 sekunders spot p å tv.
Ni bud fra Sundhedsstyrelsen
Ud over filmen fra sidste år, har man i år udarbejdet annoncer og outdoor, der går lige til stregen, altså viser hvor galt det kan gå, når børn drikker, dog uden at vise alvorlige ulykker. De vil blive kørt op til og under selve uge 40 kampagnen. Derudover har man udarbejdet små foldere med ”9 bud” fra Sundhedsstyrelsen. Folderne vil blive uddelt på skoler over hele landet, ligesom hvert bud vil blive bragt i de store dagblade fra weekenden før, op til og i hele uge 40, altså i ni dage.
Omdrejningspunktet i kampagnen er hjemmesiden: HYPERLINK http://www.uge40.dk www.uge40.dk , der er aktiv fra d. 29. september. Her kan forældrene klikke sig ind på forskellige situationer, hvor rollespil vil føre dem igennem de svære samtaler. F.eks. en situation, hvor pigen Maria kommer for sent hjem og er fuld.
– Der har i hele processen været to alkoholkonsulenter og en børnepsykolog tilknyttet udarbejdelsen af kampagnen, og især der, hvor det virkelig er svært, nemlig i dialog en med børnene. Dialogerne på hjemmesiden tager udgangspunkt i transaktionsanalyser såsom, hvad sker der, når Maria f.eks. reagerer negativt, aggressivt, osv., fortæller teksforfatter Helle Julin fra Umwelt.
Et andet tiltag i dette års uge 40 kampagne er et teaterprojekt, der gennemføres med en række 7. og 8.klasser over hele landet. I hver klasse vil der være temauge med fokus på alkohol og besøg af den lokale alkoholkonsulent. Også forældrene vil blive inviteret med på skolebænken og ugens arbejde munder ud i en teaterforestilling, som eleverne opfører for deres forældre med efterfølgende debat. Umwelt har leveret samlet klassemateriale og synopser til teaterstykkerne, som de enkelte klasser selv skal skrive færdige.
– Tests viser, at forældrene godt er klar over, at der eksisterede et problem. De ved bare ikke helt, hvordan de skal takle det. Med årets Uge 40 kampagnen appellerer vi til forældrene om at træde i karakter, konkluderer Morten Wiberg.
Bag kampagnen står: tekstforfatter Helle Julin, AD’er Mari e Bonnesen og projektleder Katja Tejlmann fra Umwelt.
(Uge 40 1)