De Lokale Ugeaviser har besluttet at koble sig til Mediatrade, der er en brobygger mellem mediabureauernes og mediernes økonomisystem, så fakturering af annoncer bliver lettere.
Derved håber De Lokale Ugeaviser, at deres platform vil kunne tiltrække større annoncører.
– Vi oplever tilgang af annoncører og mærker stigende interesse fra nye typer af annoncører, der er blevet opmærksom på hvor stærkt annoncering virker på forbrugeren, når den optræder i et medie, der læses i hjemmet tæt på de fysiske butikker. Med opkoblingen på Mediatrade ønsker vi at gøre det nemt for annoncører, der handler gennem mediabureauer, at få lokal annoncering med på mediaplanen, siger De Lokale Ugeavisers direktør, Lars Winther.
De 214 lokale ugeaviser læses af trefjerdedel af den danske befolkning og har et ugentlig oplag på 7,5 millioner eksemplarer.