De danske ugeaviser er vrede over Post Danmarks beslutning om at etablere et nyt annoncebåret medie. Etaten vil producere et omslag med annoncer og redaktionelt indhold, som skal bruges til omdelingen af tilbudsaviser. Mediet skal hedde Med Rundt og Ugeaviserne henviser til, at Post Danmark forventer en omsætning på “beskedne 80 mio. kr.”. Ugeaviserne henviser desuden til, at mange af dem er kunder hos Post Danmark.
“Post Danmark forklarer sig med, at det da er ret så naturligt, når reklametryksagerne alligevel skal pakkes ind og der i øvrigt kun er tale om et beskedent beløb. Men det er efter ugeavisernes mening en argumentation, som er forkert og ude af proportion. Og ugeaviserne er i den forbindelse nok værd at lytte til, for de er en af Post Danmarks helt store kunder. Næsten halvdelen af landets lokale ugeaviser bliver omdelt af Post Danmark. Og det er rigtig mange. 3 millioner eksemplarer hver uge. 150 millioner om året”, skriver Ugeaviserne i en meddelelse.
– Det harmer naturligvis de mere end 220 lokale ugeaviser landet over, at de som kunder hos Post Danmark nu skal se dem gøre indhug i deres reklameindtægter. Det er svært at forstå, at Post Danmark ikke kan se, at det er at træde sine kunder over tæerne. De forventer naturligvis at blive betjent – ikke bekriget, siger sekretariatschef for Ugeaviserne, Svend Aage Linde.