Dansk Magasinpresses Udgiverforenings (DMU) kursus for medieplanlæggere og marketingfolk under titlen Magazine Academy har fået ny rektor. Ole E. Andersen overtager i år stafetten fra Donald Nekman, der har stået for udviklingen af kurset siden starten i 2004.
I de to første år har der været mere end 100 deltagere – primært fra mediebureauer og annoncører, men også fra de tre DMU-medlemmer: Aller Press, Bonnier Publications og Egmont Magasiner
Ole E. Andersen vil være kendt af mange i reklame- og mediebranchen bl.a. som underviser på Copenhagen Business School og fra sin tid som rektor for Reklameskolen.
Det er således en person med en lang og bred erfaring i mediebranchen, som nu får ansvaret for at videreføre og udvikle Magazine Academy. Denne fornyelse vil allerede præge dette års program, hvor nye – danske og internationale – kapaciteter inden for medieplanlægning vil undervise.