Danske og internationale aktieanalytikere er mere end skeptiske overfor, hvordan Vestas skal formå at rette forretningen op inden for de kommende år.
Selv om analytikerne typisk anvender de traditionelle DCF-modeller (baseret på tilbagediskonteret fremtidigt cash flow) til at beregne et kursmål, ser det alligevel meget sløjt ud, og der lægges op til, at de meget usikre indtjeningsforhold kan munde ud i hvad som helst, viser Økonomisk Ugebrevs gennemgang af en række dugfriske danske og udenlandske analytikerrapporter, udarbejdet efter aflæggelse af regnskabet for første kvartal i denne uge.
– Gennemgangen viser, at analytikerne først og fremmest har fokus på de nære udfordringer, og de fleste har svært ved at se, hvordan Vestas skal komme i mål med årsforventningen på i værste fald et nulresultat på driften, konkluderer ugebrevet.
Ritzau