Da det danske bureau KathArt i 2010 lancerede ”SteveNote Expo”-onlinespillet lige op til en Apple produktlancering, blev det bemærket langt ud over de danske grænser.
Senere blev KathArt valgt som samarbejdspartner i forbindelse med lanceringen af Tim Burton filmen “Nine”, og nu er KathArt – i lighed med flere andre danske kampagner og bureauer – nomineret til en af den digitale markedsførings ”Oscars”, en Webby-award.
Denne gang er det KathArts arbejde med turistsitet Greenland.com, der har fået udenlandske iagttagere til at spærre øjnene op.
Glad turisme-chef
Visit Greenlands direktør, Anders Stenbakken, glæder sig over nomineringen, som han ser som et enormt rygstød til Grønland og det nationale turistråd.
– Vi er meget stolte på Grønlands vegne, at vi som et så lille land kan mønstre et website, der kan måle sig med de allerbedste turismehjemmesider i verden. Da vi lancerede sitet for cirka et års tid siden, var vi ikke i tvivl om, at det var et af de bedste og flotteste hjemmesider i Nordatlanten, siger han.
Det interessante ved løsningen er – foruden nomineringen – at sitet og den øvrige kommunikation omkring sitet er kommet til verden uden et traditionelt reklamebureau.
Det er nemlig lavet i direkte samarbejde mellem Visit Greenland og KathArt Interactive – som i dette tilfælde har bevæget sig en del uden for sit traditionelle revir og foruden website også leveret såvel tv, print og outdoor-elementerne.
– Vi har den holdning, at kreativitet bedst udfolder sig i et meget tæt samarbejde med kunden og i dette tilfælde følte både vi og Visit Greenland, at vi fint kunne løse opgaven med en rebranding af Grønland med en kombination af deres og vores kompetencer, siger Franz Berliner, der er idé- og strategidirektør i KathArt Interactive.
Vær en pioneer
Det nye greenland.com skal redefinere og rebrande Grønland som turistdestination, og brandingprojektet forsøger strategisk og visuelt at udnytte, at Grønland som destination er enestående. Brandets payoff: ”Be a Pioneer” rummer fortællingen om, at landet historisk er formet af mennesker med pionerånd, og website skal indkapsle adventure-stemningen og destinationens potentiale gennem moderne og inspirerende magasinæstetik.
Samtidig varen vigtig del af øvelsen, at Grønland slap fri af en stereotyp rolle som ren inuit- og fangerkultur. Grønland er i høj grad også et moderne land, der som rejsemål nemt kan konkurrere med verdens største adventure-destinationer, lyder det fra KathArt, der bl.a. via Google Maps (med Custom Overlays), giver webbrugerne mulighed for at udforske byer og regioner via et interaktivt kort.
KathArt er i øvrigt ikke helt fløjet under radaren herhjemme, da selskabet også er nomineret til en DM- pris for Telia Appetizer online App, som er udført i et samabejde med Electric/Rainmaker.