Den ukrainske milliardær Igor Kolomoysky er angiveligt i færd med at købe kriseramte Cimber Sterling.
Dagbladet Børsen erfarer fra flere sider både i Danmark og udlandet, at der er intense forhandlinger mellem Kolomoyskys svenske brohoved, luftfartsselskabet Skyways, og Cimber Sterling.
– Vi går efter at skabe et stærkt nordeuropæisk luftfartsselskab under navnet Skyways, siger Skyways administrerende direktør, Lars Åke Bertilsson, idet han dog afviser at kommentere på konkrete opkøbsmål.
Skyways blev selv i december 2010 overtaget af det cypriotiske holdingsselskab Manswell Enterprise, der kontrolleres af netop Igor Kolomoysky. Han har en skønnet formue på ti milliarder kroner.
– Jeg kan bekræfte, at vi har været i dialog med potentielle investorer i denne uge, siger Cimber Sterlings administrerende direktør, Jacob Krogsgaard.
Det er også ved at være sidste udkald for Cimber Sterling, som lige nu hjælpes økonomisk igennem den akutte krise fra ”en nærtstående part”. En bankanalytiker rådede torsdag eventuelle nervøse kunder til at tegne en konkursforsikring, hvis de køber billet hos selskabet.
Om lidt over en uge er der ekstraordinær generalforsamling i Cimber, hvor aktionærerne skal stemme om, hvorvidt den amerikanske kapitalfond GEM skal have lov til at blive medejer af selskabet.