I den forgangne uge spyede danske medier flere hundrede artikler ud om den nye Iphone 4 ud i pressen, til trods for at Apple kun sidder på ganske få procent af mobilmarkedet. Det viser en gennemgang af nyhedsdækningen, som Infomedias analyseafdeling har foretaget for dagbladet Børsen, og som får bl.a. lederen af en af landets journalistuddannelser samt en teleanalytiker til at rette skarp kritik mod branchen.
Ifølge Infomedias optælling har Iphone 4 opnået omtale i 189 artikler, og det er alene, når man kigger på de landsdækkende og regionale dagblade samt de store webmedier. Spørger man en erfaren pr-mand, er det lidt af en bedrift i sig selv, når man som Apple kun sidder på en meget lille brøkdel af markedet:
– Det er flot arbejde – også selvom hypen har været endnu større før. Der er ingen tvivl om, at Apple har særstatus hos medierne, for hvis det havde været Nokia, der havde lanceret et tilsvarende produkt, så havde det helt sikkert ikke fået samme omtale, siger Jens Kofoed, direktør i Hill & Knowlton.
Børsen Mediemarked side 1 + 28.