Så et det bekræftet. Programchef i DR-TV, Arne Ullum, er B.T.s ny chefredaktør. Han vil skærpe indsatsen for at gøre B.T. til familien Danmarks foretrukne avis.
Et projekt, som blev sat i gang af hans forgænger, Kristian Lund, og som han nu skal fuldføre.
– B.T. har gennem tre-fire år bevist, at den på mange punkter har kvaliteten og viljen til at udfylde den vigtige rolle som familieavis i den danske dagbladsverden. Min opgave er at sørge for, at det sker endnu mere konsekvent. Og relativt hurtigt. Det er vigtigt, at man tager skridtet fuldt ud. Man skal ikke stå midt i et vadested alt for længe, siger Arne Ullum, der blev udnævnt af B.T.s bestyrelse i går og begynder i sit ny job sidst i oktober.