Østjyllands Politi har ved en ransagning hos Jysk Kopicenter i Århus beslaglagt 216 kopisæt af lærebøger til de videregående uddannelser.
Ejeren af kopicentret er blevet sigtet efter straffeloven for ophavsretskrænkelse af særlig grov karakter.
Den ulovlige kopiering blev opdaget ved et uanmeldt kontrolbesøg fra Forlæggerforeningen. Politiet vil nu gennemgå det beslaglagte materiale.
Formanden for Forlæggerforeningens Sektion for Undervisningsforlag, Ebbe Dam Nielsen, er meget tilfreds med, at politiet tager sagerne om ulovlig kopiering alvorligt.
Foreningen anser den ulovlige kopiering for en trussel mod et fremtidigt dansksproget lærebogsmarked.
I 2005 foretog politiet i Århus en tilsvarende ransagning hos Frederiksbjerg Kopicenter. Dengang blev der fundet en harddisk med 2.320 indscannede lærebøger.
Sagen endte med, at kopicentret betalte en bøde samt erstatning til rettighedshaverne.
/ritzau/