Medicinalfirmaet Merck Sharp & Dohme undlod i en reklame til de danske læger at oplyse, at forsøg havde vist, at der kunne være risiko for blodpropper ved brug af den nye og dyre gigtmedicin Vioxx, skriver Politiken.
Firmaet fortalte kun, at risikoen for at få mavesår var mindre med den nye medicin end ved brug af gamle gigtmidler.
Det er i strid med reglerne ”udelukkende at fremhæve en undersøgelses positive fund vedrørende et præparat og udelade mindre gunstige fund”, fastslog Nævnet for Medicinsk Informationsmateriale efter at have modtaget en klage over reklamen, skriver Politiken.
– En reklame er også en information til lægen. Derfor må der stilles høje krav til den information, industrien giver lægerne, siger nævnets sekretariatschef Mogens Kjærgaard Møller til avisen.
Annoncen var indrykket i Ugeskrift for Læger. Merck Sharp & Dohme blev pålagt at stoppe reklamen, og firmaet blev idømt en bøde på 6.000 kroner.Men den afgørelse fik de læger, der havde læst den positive reklame, dog ikke noget at vide om.