På papiret er Spotify virkelig smart. Reklamerne betaler for dit musikforbrug, og hvis du ikke gider reklamerne, kan du betale et månedligt abonnement. Det smarte stopper dog, når du vil ud af dit abonnement igen. Det kan nemlig vise sig at være rigtig svært, skriver avisen metroxpress.
På Trustpilot klager flere brugere deres nød, og også Forbrugerrådet udtaler kritik af den måde man framelder sig på:
– Det er ikke godt nok. Det bør være lige så let at framelde sig, som det er at tilmelde sig, siger jurist Jakob Steenstrup til avisen.
Og metroxpress har heller ikke haft for nemt ved at komme i kontakt med Spotify: På musiktjenestens hjemmeside er det muligt at finde en adresse på det danske kontor, men der står intet telefonnummer eller mailadresse. En søgning på De Gule Sider endte med et telefonnummer, som ikke længere er i brug.
På Spotifys hjemmeside er også en kontaktformular til pressen – som dog ikke virker i Firefox, men det lykkedes at få sendt en anmodning om et interview afsted gennem Explorer.
Metroxpress fik ikke et interview som svar, men i stedet en guide til, hvordan man kan framelde sig sit abonnement – man skal ”bare” følge instruktionerne på hjemmesiden.
Og så kan man ellers kontakte dem via deres hjemmeside, hvis man har problemer…
metroexpress/JP