Konsekvensen af en dom, som Østre Landsret afsagde i fredags, betyder, at Antipiratgruppen i Danmark ikke længere har mulighed for at føre erstatningssager mod fildelere, der kopier beskyttet musik eller film på nettet.
Det erkender Antipiratgruppens advokat Torben Steffensen overfor Comon.dk.
– Hvis man kan dokumentere, at man har sikret sin internetforbindelse – og man hævder at være uskyldig – så er det svært for os at komme med et erstatningskrav mod fildelere, siger Torben Steffensen.
Og ikke nok med det. Fremover har det ingen betydning, om det trådløse netværk er beskyttet eller ej. Det sidste var nemlig tilfældet for de to kvinder, der i fredags blev frifundet.
De slog begge på, at ingen i deres husstand havde begået ulovlig fildeling, men at andre, udenfor husstanden, kunne have benyttet deres ubeskyttede internetforbindelse.
Retten slog fast, at det er Antipiratgruppen, der står med bevisbyrden. En byrde, som det i praksis er umuligt at løfte uden håndgribelig dokumentation som for eksempel en beslaglagt computer med de ulovlige filer.
– Vi kan kun konstatere, at der er sket krænkelser fra en bestemt internet-adresse – vi kan jo ikke kigge ind ad vinduet og se, hvem det er, der har brugt internetforbindelsen. Hvis man bare kan slippe af sted med at sige ”Det er ikke mig, det må være en anden”, forsvinder vores muligheder for at føre sager. Dermed er det i praksis umuligt at komme igennem med en erstatningssag om piratkopiering, siger Torben Steffensen til Comon.dk.
Antipiratgruppen overvejer at tage sagen videre til Højesteret, men det er meget usikkert, om sagen bliver taget op.
ac