I fjor imponerede Umwelt med et solidt årsregnskab, der bl.a. bød på en flot vækst i omsætningen og en overskudsgrad på over 20 procent, hvilket placerede bureauet i branchens ”dukseklasse”.

Og der hører bureauet stadig hjemme, selv om toplinjen ikke er vokset med samme fart i 2012, som i 2011, hvor den blev øget fra 23 til 33 millioner kroner.

– Vores betragtning om regnskabet er, at det er godt. Vi ønsker at have en stabil virksomhed, hvor vi ikke svinger for meget op og ned fra år til år. Nu har vi for tredje år i træk leveret et fornuftigt resultat, lyder det fra Steen Søndergaard, der er aftrædende adm. direktør i bureauet, i en pressemeddelelse.

Bedre end forventet

Og udviklingen følger planen, næsten da.

– Egentlig havde vi sigtet efter en lidt lavere overskudsgrad. I tidligere år har vi haft en målsætning om at ligge over 20 procent. Sidste år var den 25, og dengang besluttede vi, at vi efter denne konsolidering skulle investere i udvikling i af virksomheden og nedsatte vores mål til en overskudsgrad på 15. Den blev imidlertid som det fremgår på 20, så det er vi godt tilfreds med, lyder det, mens det forsigtigt nævnes, at det ”vist også i branchemæssig sammenhæng er et ok niveau”.

Jo, det er det vist.

Den nævnte udvikling af bureauet har først og fremmest resulteret i øget bemanding – så på dette område er der tale om alt andet end status quo. Det gennemsnitlige antal medarbejdere er således øget fra 13 til 17 i regnskabsåret.

– I det hele taget har vi i partnerkredsen besluttet at nedsætte vores krav til overskudsgrad for at kunne udvikle os sammen med vores kunder, lyder det i pressemeddelelsen.

Heri slås det også fast, at udviklingen i bureauet skyldes en stabil og bred kundeportefølje, der omfatter annoncører som Atlantic Airways, EDC, Eniro, Fitness World, Orifarm, PFA og Profil Optik.

Umwelt – Nøgletal: (t.kr.)                                                                            

                                                                                 2011                                     2012          

·         Nettoomsætning                                             28.894                               32.252        

·         Dækningsbidrag                                             17.154                               20.258

·         Drift (EBITDA)                                                  4.164                                   4.211       

·         EBITDA i pct af bruttoavance                            24%                                    21%

·         Egenkapital                                                      4.541                                  6.637