Bureauet Umwelt har købt konkurrenten Fonqi. De to virksomheder kender hinanden ganske godt efter flere års tæt samarbejde.
De har blandt andet arbejdet sammen om kunder som PFA, Kompan, Expert, Atlantic Airways. Fonqis kunder vil fortsat blive supporteret af særskilte uafhængige teams, lyder det i en pressemeddelelse om købet.
Hver for sig har begge selskaber en ganske sund økonomi.
-Det er naturligvis intentionen at fastholde denne økonomiske performance, og beslutningen er taget for at stå endnu stærkere i markedet og for at kunne tilbyde kunderne en bredere og dybere palette af kompetencer, lyder det i pressemeddelelsen.
I forbindelse med overtagelsen har adm. dir. i Fonqi, Martin Basse, ønsket at sælge sine ejerandele og prøve kræfter med nye muligheder og udfordringer. Ralf Sohl, direktør i Fonqi, fortsætter som medejer/partner i Umwelt.
Bureauet ejes dermed af fem partnere: Steen Søndergaard, Martin Michael Hansen, Mikkel Heideby, Peter Dalgas og Ralf Sohl.