Efter en mindre udbudsrunde med Revolt, WeLovePeople og Umwelt er sidstnævnte blevet udpeget til at skulle lave en ny alkoholkampagne om at oplyse aldersgrænser ved køb af alkohol.

Parterne bag udbuddet kalder sig ”Alkoholpartnerskabet” og består af Bryggeriforeningen, De Samvirkende Købmænd, Dansk Erhverv, Horesta, Danske Restauranter og Caféer, GODA og Vin og Spiritus Organisationen i Danmark, og er finansieret med støtte fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.

Formålet med partnerskabet er at skabe et forum for en koordineret landsdækkende indsats på alkoholområdet.

– Det skal være lige så naturligt for unge mennesker at vise ID ved køb af alkohol, som at vise billet til kontrolløren i toget. Det er projektets formål at reducere andelen af mindreårige, der ulovligt køber alkohol i butikker, siger Per Steen Nielsen, kommunikationschef i Bryggeriforeningen.

– Vi var på jagt efter et bureau, der tænker nyt, og som ikke faldt i de samme fælder, som jeg synes, mange tidligere kampagner er faldet i, når det kommer til ungdomskampagner vedr. alkohol-kultur m.m., fortsætter han.

– Vi ønsker ingen løftede pegefingre og skræmmekampagner, men vil i stedet tale til og med de unge i øjenhøjde, og det var lige præcis hvad Umwelts oplæg formåede, slutter Per Steen Nielsen.

Umwelt er i sagens natur begejstrede for opgaven:

– Det er en spændende opgave, fordi målgruppen er så kompliceret at tale til og med, specielt på alkoholområdet, at man bliver nødt til at tænke i nye baner. De unge bliver konstant bombarderet med belærende budskaber, så vi tog tidligt en beslutning om at tale anderledes til dem, hvor al “voksensnak” og korrekthed er taget ud, lyder det fra Heine Øster Hansen fra Umwelt.

– Det var et sats, fordi det jo er en voksen målgruppe, vi skulle sælge idéen ind til hos Alkoholpartnerskabet. Men det viste sig som bekendt i sidste ende være en god beslutning, da de har været ekstremt åbne og lydhøre overfor vores idéer, slutter senior konsulenten på opgaven, Heine Øster Hansen.

Kampagnen bliver færdiggjort og produceret i løbet af januar, februar og forventes at gå live i marts 2015.