De fleste udlændinge og turister, der kommer til Danmark – og i særdeleshed til København – bliver som regel forundret over, hvor mange der vælger at transportere sig selv fra A til B på jernhesten frem for med tog, metro, bus eller i bil. Især i byerne, der mange andre steder i verden er total domineret af biler.

Det særlig dansk fænomen vil flyselskabet Emirates nu hylde ved at belønne sine samarbejdspartnere med specialdesignede Emirates-cykler. Og de nye cykler er såmænd også dansk designet – nemlig af Emirates’ danske reklamebureau Uncle Grey.

Målet for Emirates er dels i form af den bæredygtige transport at vise det globale selskabs lokale engagement og dels naturligvis i højere grad at synliggøre brandet Emirates i bybilledet.

– Vi belønner jævnligt vores samarbejdspartnere, og denne gang ønskede vi at angribe det på en helt anden måde. Cyklerne er bare vores første tiltag for at styrke Emirates’ brand-tilstedeværelse på gaderne i København og i andre større byer i Danmark, siger Teddy Zebitz, der er Area Manager Nordic Countries hos Emirates.

Selve cyklerne er fremstillet i Italien og kommer til at rulle i landets største byer, dog primært København.

Det er samarbejdspartnere som eksempelvis rejseagenter og lignende, der vil blive belønnet med de særlige Emirates-cykler.

Det Dubai-baserede flyselskab har været rentabelt i 25 år i træk og kunne i regnskabsåret 2012-2013 offentliggøre et resultat på 622 millioner dollar og en omsætningsvækst på 17 procent.

Pt. har Emirates 192 fly i bestilling til en værdi af mere en 71 mia. dollar.