Over 1.000 kampagner fra 34 lande har deltaget i årets udgave af den velgørende organisation ACT Responsibles konkurrence ACT Responsible Tributes, som belønner reklamekampagner og anden kreativ kommunikation, som adresserer verdens problemer i forhold til solidaritet, menneskerettigheder, bæredygtighed/miljø og uddannelse.
Bare 12 af kampagnerne blev udpeget som vindere (via afstemning) – og en af dem er dansk, nemlig UncleGreys kampagne for Verdensnaturfonden WWF Animals med taglinen: What on earth are we doing to our planet?
Vinderpriserne blev overrakt fredag eftermiddag i Cannes af byens viceborgmester Marie Pourreyron, og vinderarbejderne udstilles sammen med et bredere udsnit af de indsendte arbejder, netop i disse dage, hvor årets store kreative festival Cannes Lions, VM i reklamer, løber af stablen i den franske by.
Cannes har støttet ACT Responsible-arbejdet siden starten i 2002, og som Cannes borgmester, David Lisnard, siger, så handler reklame ikke kun om at få folk til at forbruge.
– Reklame leverer også information og opmærksomhed. I al sin diversitet og kreativitet, kan reklamen også hjælpe velgørende og vigtige sager ved at få folk til at forstå, hvor vigtigt det er at støtte dem. Det er præcis hvad denne fascinerende udstilling viser. Her taler reklamebranchens intelligens til hvert eneste hjerte.
De 12 priser faldt i de fire kategorier Planet, Human Rights, Education og Solidarity. UncleGrey vandt en af de tre priser i kategorien The Planet.
Læs mere om ACT Responsible i Cannes her.