I december valgte en af landets største annoncører, Arla, nyt reklamebureau i skikkelse af UncleGrey, og nu har samarbejdet resulteret i en ny kommunikationsplatform.
Omdrejningspunktet er Arlas globale position, ”Nyd det gode”, og platformen er inspireret af hverdagens ”episke øjeblikke” ‐ fra familiekaos, over rodede morgener til skøre aftener.
– Vi åbner i dag dørene til en ny og inspirerende platform, der er en påmindelse om, hvor mange værdifulde øjeblikke, vores fortravlede hverdag indeholder, hvis vi har overskuddet til at værdsætte det, lyder det fra Josephine Winther‐Poupinel, Client Service Director hos UncleGrey, i en pressemeddelelse.
Hverdagens små glæder
– Platformen demonstrerer at indholdet i Arlas produkter er fulde af næring og energi, så du og din familie kan skabe en sundere og stærkere hverdag. Vi kalder projektet ”Villa Hverdag”, fortsætter hun.
Jakob Knudsen, tidligere marketingdirektør og nu landedirektør for Arla Danmark ser frem til udrulningen:
– Vi er hos Arla meget glade for valget af UncleGrey, der har formået at tage ejerskab på både Arlas brandstrategi og det samlede kommunikationsunivers. Opgaven har været at sikre en sammenhæng mellem Arla masterbrand og specifikke produktkategorier ‐ og det synes vi i den grad er lykkedes med Villa Hverdag, siger han.
– Ambitionen har desuden været at skabe en platform, der er digitalt funderet fra dag 1 ‐ og hvor vi kan samle flere af Arlas produkter under ”Nyd det gode”, og møde kunderne i deres digitale hverdag”, fortsætter han.
Øko-kampagne lancerer platform
Mette Bendixen, Senior Brand Manager hos Arla og ansvarlig for platformen supplerer:
– Platformen lanceres med tre brands og en kampagne for Øko, som snart bliver ledsaget af en Arla-kampagne for en spændende nylancering. Ambitionen er naturligvis at kommende brands og kampagner alle skal integreres i denne platform, og at alle kampagne‐aktiviteter skal bidrage med indhold til platformen og på denne måde sikre organisk vækst og vedvarende dynamik.
– Vi arbejder med at skabe en længevarende kommunikationsindsats, som kan udvikles over tid og skaber et interessant univers. Platformen fungerer som et knudepunkt for alt vores indhold, men det lever også på tværs af alle Arlas sociale platforme og øvrige digitale medier, slutter hun.
Se Øko-filmen her: