Discountkæden Fakta har efter et direktørskifte valgt at søge efter ”nye øjne” til sin kommunikation, og det betyder er farvel til UncleGrey efter 14 års samarbejde. Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

For 14 år siden søsatte det daværende Uncle kampagnen med ”Det ta’r kun 5 minutter”, der med en række underfundige film, print og tilbudsaviser hjalp fakta fra at være en ukendt kæde af små butikker til deres nu knap 400 forretninger over hele landet.

Kampagnen er den suverænt mest belønnede danske reklamekampagne, både herhjemme og i udlandet.

Men nu har Fakta fået ny direktør og marketingchef, og der skal et andet ståsted til.

CEO, Rolf Bach Christensen fra UncleGrey siger:

– Det er en epoke i dansk reklame, der slutter. 14 års samarbejde er i sig selv en præstation, som vi er stolte af. Hvad mange ikke ved, er, at vi de seneste år gentagne gange har genvundet kunden ved konkurrencer. Vi må bare erkende, at vores syn på virkemidlerne til faktas re-positionering ikke deles af faktas nye ledelse, som jeg i øvrigt har meget stor respekt for. Men på et tidspunkt må alt jo have en ende og dette forhold må vist gå over som et af de længste i dansk reklame.

Fakta forbliver kunde hos UncleGrey indtil kontraktens udløb.

Trods tabet af Fakta, kan bureauet dog – ud over at glæde sig over ikke mindre end 10 shortlister og 3 løver ved nys overståede VM i reklame i Cannes – også glæde sig over nye kunder i butikken.

Det drejer sig om Bolia.com og luftfartsselskabet Emirates og en endnu unavngiven kunde, som først kan offentliggøres om nogle uger.