De vinder priser, som vi andre brokker os over fodboldlandsholdet: Hele tiden. Og mens 10 mand fra UncleGrey forbereder sig på Cannes Lions-deltagelsen og endnu en løve-jagt, sendes regnskabet for 2012 til markedet.

Er det godt eller skidt, når bureauet har en toplinjevækst på fra 23,9 mio. kr. i 2011 til 27,2 mio. kr. i 2012 (14%) og et minus på bundlinjen på 2,6 mio. kr.?

– Det kan du jo selv fortolke, men vi mener, at vi i 2011 indledte en rejse med ny ledelse og mod nye kompetencer. Det har kostet, men mindre end det gjorde i 2011. Vort underskud er reduceret med en lille million svarende til 25%, så vi er alt andet lige tilfredse, siger Rolf Bach Christensen, adm. direktør i UncleGrey.

Kan du uddybe det?

– Kig på markedet. Det var ekstremt hårdt sidste år, hvilket andre regnskaber også vidner om. Og i et år, hvor vi mister to store kunder, Fakta og Shoe-D-vision, og samtidig vælger at fastholde vore 30 dygtige medarbejdere og twister kompetencerne endnu et hug i digital retning, er jeg ret fortrøstningsfuld.

Kunne I ikke have lavet et rundt nul i 2012 ved at gå radikalt til værks?

– Ikke uden at skære vigtige muskler væk. Når vi først vedtager i ledelsen, at vi vil være endnu stærkere digitalt, at vi vil fastholde medarbejderne, der jo knokler hele tiden, og vi samtidig bevarer de to locationer – Aarhus og København, der indebærer større grundudgifter – presser vi os selv økonomisk. Det havde set anderledes ud, hvis vi fx ikke havde mistet de to store kunder, eller havde skåret hårdt i staben.

Nu har I faktisk skabt masser af newbiz dette forår. Rammer i nullet i 2013?

– Håbet er at ramme nullet, og retningen er fin. Men ingen er jo i stand til at spå om kundetilgangen, eller om den enkelte kunde skruer op eller ned for kommunikationen. Vi er ikke selv herre over det.

UncleGrey har på det seneste vundet Amnesty, WWF, Gram og Fullrate (dec. 2012) som kunder, og sidste år vandt bureauet en guld- og to sølvløver i Cannes. Only-kommunikationen ”The Liberation” tog godt for sig ved stort set alle væsentlige Award-shows. I øvrigt blev UncleGrey shortlisted 10 gange i Cannes sidste år.

Og i går aftes dukkede endnu en hæder op?

– Jamen, vi er da superstolte over at vinde en Yellow Pencil ved D&AD for Only-arbejdet. Der er ikke mange danske bureauer, der opnår det, og det bekræfter os i, at det går den rigtige vej. Jeg glæder mig til Cannes, slutter Rolf Bach Christensen.

 

Nøgletal:                   2012/2011

Bruttoresultat:                   27,2/23,9 mio. kr.

Årets resultat:                    -2,6/-3,5 mio. kr.

Antal medarbejdere:          30/30

Der er udskiftet ganske få medarbejdere i løbet af 2011 og 2012. Vægten er lagt på styrkelsen af de digitale kompetencer.