For første gang i 10 år har de kreative folk hos UncleGrey sorte tal på bundlinjen. En lettelse for ledelsen, der med opbakning fra London, har vendt butikken i Danmark.

– Vi har selv troet på retningen, men det er da dejligt, at rejsen nu fortsættes med de sorte tal på tværs af alle selskaber, siger Rolf Bach Christensen, adm. direktør i UncleGrey.

Retningen?

– Hvor vi tidligere var mest kendt for at skabe de frække drengerøvskampagner for Fleggaard, T. Hansen og OK Benzin, har vi i dag en forretning, der ikke har smidt kreativiteten over bords, men har fået nye opgaver for store kunder som Weber, Canon og så har vi vundet Fakta tilbage.

– Desuden har vi netop vundet Creative Circle priser for Bolia og Opel, hvilket i mine øjne er dokumentation for, at vi også leverer ”seriøst” arbejde for kunderne. Og når over halvdelen af indtjeningen kommer fra retainers, er retningen rigtig.

I et marked, hvor fx Saatchi & Saatchi er droslet ned i Danmark, reelt er bureauet foldet ind i MSLGroup, er det lykkes for det WPP-ejede danske ben at overleve. I Norge har WPP fx ingen tilstedeværelse længere, så ledelsen i London tror med andre ord på UncleGrey, Copen Hagen Agency og GreyWorks i Danmark.

Ny kreativ hotshot

Og så til tallene:

Bruttoavancen er på tværs af selskaber stabile 52 mio. kr., hvilket svarer til en million per medarbejder. Resultatet lander på 3,2 mio. kr., hvilket svarer til 6 pct. i forhold til bruttoavancen. Når man ved, at moderselskabet skal have omkring tre mio. kr. sendt til London, har UncleGrey reelt passeret 10 pct. på bunden, et nydeligt tal.

Og oprustningen fortsætter. Ny kreativ direktør er Thomas Ilum, der tidligere har slået sine folder i New York og senest hos Hjaltelin Stahl. Her er han headhuntet af UncleGrey for at styrke den kreative linje med de internationale ambitioner.

Thomas Ilums skilsmisse fra Hjaltelin Stahl bekommer begge parter vel.

– Thomas Ilum er jo både en sød og superdygtig fyr med en flot international track record, men vi må indrømme, at vi havde svært ved at få det bedste ud af ham i vores organisation, og derfor er det nok bedst for begge parter, at han kommer videre, og vi ønsker ham derfor al mulig held og lykke på hans videre færd, lyder det fra Thomas Adamsen, senior partner hos Hjaltelin Stahl.

– Vi regner bestemt med, at netop hans internationale track record kommer os og vore kunder til gode, tilføjer Mads Aagaard Winther, CFO i Grey Nordic. Hans smil bliver ikke mindre af, at UncleGreys bundlinje er forbedret fra minus 10 til plus 3,2 mio. kr. over tre år.

I et bureau, der har vundet Fakta tilbage, Weber og Canon er kommet til, og tunge virksomheder som Bolia og Opel er på kundelisten, ligner UncleGrey en succeshistorie efter 10 hårde år i en pekuniær ørken.