TV2s adm. dir. Per Mikael Jensen bød med 23 mio. kr. højest, da den femte landsdækkende radiokanal kom under hammeren ved en mærkværdig auktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i Bredgade i København i går. Kun to af de fem selskaber, der var godkendt til at byde på radiokanalen, valgte at gøre væsen af sig. Modern Times Group, der bl.a. står bag TV3, var ene om at byde TV2 op, mens SBS Radio, Talpa Radio og Det Berlingske Officin alle forholdt sig passive. Og dét endda selv om budet for radiokanalen begyndte ved beskedne 5 mio. kr.
– Jeg var i grunden overrasket over prisen, men den afspejler markedsværdien. Og jeg vil have haft svært ved at se forretningen, hvis prisen havde været højere. Den er realistisk, for ellers ville de øvrige have budt mere, siger Per Mikael Jensen.
Auktionen var også usædvanlig, al den stund at den udbudte genstand ikke var vurderet, Bruun Rasmussen Kunstauktioner tog desuden ikke salær – og var det i det hele taget kunst, der var på auktion? Per Mikael Jensen vil ikke ud med forretningsmodellen, men den direkte modstander bliver P3.
– Vi vil se nyskabelser: Nye indfaldsvinkler og nye måder at drive en radiostation på. Vi er glade, forventningsfulde – og ydmyge, for TV2 har ikke lavet radio før. Og det kommer vi ikke sovende til, bare fordi vi har succes med tv.
SBS og Talpa kan se fordele i at lade TV2 være de kommercielle radioers bannerfører, mens Berlingske i denne tid snarere fokuserer på aviskrig end på radioeventyr.
De 23 mio. kr. dækker over en årlig koncessionsafgift, der skal falde i otte år. Den samlede afgift til staten bliver således 184 mio. kr. Baggrunden for auktionen var, at radiokanalen var blevet ledig efter Sky Radio. Stationen fik kanalen i 2003 for 54 mio. kr. ved en lignende auktion, men gik konkurs i november sidste år.
Før auktionen havde kulturminister Brian Mikkelsen ved et arrangement i Dansk Marketing Forum udlagt den politiske vision for det danske radiomarked. Det var ministerens første dag på arbejdet, efter at han for to måneder siden blev indlagt med betændelse i venstre hjerteklap. Heldigvis kunne han genbruge flere holdninger og udtryk fra sidst, han var til radiokanal-auktion:
– DR gør til UG og skal derfor have konkurrence. En reel konkurrence, der styrker kvaliteten og mangfoldigheden. Der skal nye vinkler på nyheder og debatter – og nye musikmuligheder. Jeg er sikker på, at man har lært af Sky Radios fejl, sagde Brian Mikkelsen, der håbede på den lavest mulige pris for radiokanalen, så konkurrencen kan være bæredygtig.
– De 54 mio. kr. i 2003 var måske lige i overkanten. peng