Den korteste vej mellem to mennesker er som bekendt et smil. Og den viden gør – i denne sammenhæng – tekstforfatter Carsten Kaag brug af i en annonce, der underspiller budskabet så kraftigt, at man først får at vide, hvad teksten går ud på i sidste linje.
Annoncen – med rolig hvid tekst på kongeblå baggrund – blev bragt i Berlingske i fredags, og overskriften lyder: ”Hele Europa er i knæ. Men du kan gøre noget”.
Så følger en lang liste, der opfordrer til handlinger, som nok ville kunne sætte hjulene i gang:
1)Tag på ferie
2)Spis spansk
3)Drop sort. Europas genoprettelse har brug for bilag, osv…
Endelig kommer man frem til punkt 10, der lyder: “Slå to fluer med et smæk. Brug penge på noget der skaber omsætning i samfundet og glæde i dit liv.*
* Eksempelvis en HÄSTENS seng som netop nu er nedsat med 20 %
Annoncen er udarbejdet af bureauet Halby Kaag for møbel-forretningen Anton Dam på Frederiksberg.
Kontaktdirektør i Halby Kaag, Annette Pryce siger, at bureauet med annoncen ville signalere mentalt overskud.
– For en møbelsælger som Anton Dam er krisen meget nærværende. Man kommer tæt på, at kunderne er bekymrede og pessimistiske, siger Annette Pryce.
Den udfordring valgte bureauet at håndtere med et glimt i øjet. Og kunderne fangede humoren med det samme.
Allerede fredag modtog man hos Anton Dam de første tre emails fra kunder, som havde lagt mærke til annoncen.
Du kan se hele annoncen herunder (PDF).