Egmont Serieforlaget A/S, der udgiver bl.a. Anders And & Co., Jumbobøgerne og ungdomsbladet Sirene, må ifølge Jyllands-Posten notere et underskud før skat på 3,9 mio. kr. i det årsregnskab for 2003, som netop er afleveret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Underskuddet er, ifølge avisen ,vokset et par mio. kr. i forhold til 2002, selv om omsætningen er steget fra 150 til 153 mio. kr. I regnskabets beretning bliver det oplyst, at hovedaktiviteten med at udgive tegneserierne Anders Anders-bladet, Jumbobøgerne og Basserne samt teenagemagasinet Sirene og hestebladet for piger, Wendy, går godt. Til gengæld påvirker det regnskabet negativt, at flere nye projekter aldrig er blevet profitable. Det drejer sig om bl.a. ungdomsbladet Top Of The Pops, der er blevet lukket.