På bundlinjen hos Grey København står rent faktisk et overskud efter skat på 14,3 mio. kr. Men det overskud fremkommer ved, at selskabet har solgt sine aktiviteter pr. statusdagen d. 30. september for 29,7 mio. kr. Reklamebureauets aktiviteter er overført til en anden juridisk enhed.
Kigger man et par linjer længere op – på resultat af primær drift – så står der et minus på 6,248 mio. kr. i forhold til et overskud i forrige regnskabsår på 1,8 mio. kr. Underskuddet fremkommer efter et fald i bruttoavance fra 38,979 mio. til 28,306 mio. kr. Det gennemsnitlige antal medarbejdere faldt fra 45 til 37.
Heller ikke Mediacoms regnskab endte voldsomt positivt for regnskabsåret 2002/03.
På koncernniveau steg den samlede omsætning fra 817 til 847 mio. kr., mens bruttoavancen faldt fra 69,892 mio. til 57,815 mio. kr. Resultat af primær drift faldt fra +12,914 mio. kr. til -1,282 mio. kr. Resultatet før skat faldt fra +15,322 mio. til +0,420 mio. kr. Medarbejdertallet faldt fra 85 til 77.
I regnskabet noteres dog, at Mediacom Danmark har været hjørnestenen i Mediacom Nordics reorganisering, og at dette har påført selskabet en række omkostninger, der ikke er tilbagevendende. Uden disse forhold ville selskabet have opnået et plus på over 6 mio. kr., hvilket karakteriseres som tilfredsstillende. Og der forventes også tilfredsstillende resultater i de kommende år.
Samlet kom Grey Global gruppen i Danmark ud med et underskud på over 90 mio. kr. – som omtalt på markedsforing.dk i sidste uge. fin