Når kreative filmskabere, produktionsselskaber, bureauer og brands om en lille måneds tid stimler sammen i Berlin til den årlige Berlin Fashion Film Festival, bliver det atter en gang med markant dansk tilstedeværelse.

Tidligere har fx brandet Le Fix markeret sig med priser ved festivalen, og i år får Les Deux og Kopenhagen Fur rig mulighed for at vise sig frem.

Det skyldes, at den seværdige brandingfilm ”Beyond Borders”, som vi tidligere har omtalt, er blevet nomineret i hele tre kategorier: Bedste film i lifestyle-kategorien, bedste cast og endelig ”emerging artist”.

Her tilfalder nomineringerne den unge instruktørduo bag filmen, Stefan Pflug (30) fra Gobsmack Productions og Nicklas Hemming (30) fra The Base.

Noget på hjerte

– I en tid hvor integrationspolitik længe har stået højt på dagsordenen, har det været særlig fedt for os at komme med et indspark på vegne af den kreative klasse.

– Input udefra skaber kreativ udvikling. Derfor betyder filmen særlig meget for Nicklas og jeg, siger Stefan Pflug.

Han bakkes op af Nicklas Hemming.

– Stefan og jeg har flere gange arbejdet sammen, og netop den synergi, der opstår på tværs af mennesker, er grundstenen for projektet. Det handler om at bygge broer mennesker imellem, og det var vanvittigt fedt af få lov til at arbejde med de mange fantastiske mennesker, som har været inde over filmen – både på cast- og brand-siden, siger han.

Modige annoncører

Et tæt samarbejde mellem produktionen og Les Deux ligger til grund for det endelige resultat. Det begrunder Stefan Pflug med den særlige pointe, som filmen peger imod.

– Når man ønsker at levere et større budskab, så skal afsenderen både være klar til det og kunne stå på mål for det. Derfor arbejdede vi over en længere periode sammen med Les Deux for at sikre den røde tråd i forhold til deres fortælling.

– Budskabet i filmen er således langt fra tilfældigt, og har en stærk kobling til brandet Les Deuxs historie, siger han.

En række bidragsydere har været med til at skabe filmen, der kørte på sociale medier sidste år og på storskærme i Københavns Lufthavn i foråret.

– Alle der arbejder i branchen ved, at denne type film drives af passionen, og derfor er det særlig rart at se den lykkedes. Vores samarbejdspartnerne strækker sig her, så vi kan nå i mål.

– Og vi har mødt en enorm velvilje grundet filmens overordnede budskab – og så er det skønt, når det betaler sig tilbage i form af eksponering ved award shows, siger Nicklas Hemming.  

Filmen, der i øvrigt var nomineret ved True Award for lyddesignet lavet af Bjørn Vidø i fjor, er en co-produktion imellem Robert/Boisen & Likeminded-ejede Gobsmack Productions og The Base, Derudover har Bacon X og Bjørn Vidø fra Freezone samt komponisten Andreas Mark bidraget.

Se (eller gense) filmen herunder efterfulgt af credits:

Credits:

  • Directors: Stefan Pflug & Nicklas Hemming
  • Idea & Script: Stefan Pflug

  • Director of Photography: Nicklas Hemming
  • 1st AC: Mano Yasar Pervez

  • Colorist: Hannibal Lang, Bacon X
  • Composer: Andreas Mark Stefansen
  • Sound design: Bjørn Vidø, Freezone
  • Production: Gobsmack Productions
  • Post Production: The Base