Når børn og unge surfer på nettet og er aktive på sociale medier, ved en stor del af dem ikke, at steder de besøger, ting, de liker, og cookies, de klikker ja til, alle bidrager til at indsamle data om dem, som gives videre til en tredjepart.

Det skriver Politiken på baggrund af en undersøgelse fra Børnerådet.

Den er foretaget blandt repræsentativt udvalgte elever i 7. klasse, hvoraf en tredjedel siger, at de ikke er opmærksomme på, at de via cookies efterlader ”små spor” på nettet, som virksomheder kan bruge. En endnu større gruppe – 38 procent – siger, at de godt ved det, men ikke bekymrer sig om det.

Dét bekymrer derimod Anne Mette Thorhauge, der er formand for Medierådet for Børn & Unge.

Et af de største problemer er, at man ikke ved, hvad de unges manglende bevidsthed omkring delte oplysninger kan få af konsekvenser for dem senere i livet, mener hun.

– Fra det øjeblik de debuterer i sociale medier, er de genstande for en omfattende dataindsamling, og adgangen til deres private informationer og billeder kan komme til at spille en rolle både kommercielt og i forhold til deres fremtidsudsigter, siger hun til Politiken.

Politiken