Ekstremt dyre sms- eller weblån er blevet alt for populære blandt unge, mener Forbrugerombudsmanden.

De er blandt markedets absolut dyreste lån med rentesatser på over 1.000 procent. Alligevel er hurtige sms- eller weblån med 30 dages løbetid blevet en populær vare især blandt unge danskere, skriver Politiken tirsdag.

Få klik på computeren eller mobiltelefonen kan udløse lån på mellem 500 og 12.000 kr., så der er råd til en aften i byen eller en shoppingtur på Strøget. Men udviklingen bekymrer forbrugerombudsmand Henrik Øe.

– Vi vil i det kommende år holde øje med, om alderen falder yderligere, og især om der er flere misligholdte lån, siger Henrik Øe til Politiken.

Alene i tre af branchens større selskaber er omfanget af sms- og weblån steget fra 38 til 61 mio. kroner fra 2010 til 2011. I de første seks måneder af 2012 har de tre selskaber uddelt lån for mere end 40 mio. kroner, viser ombudsmandens gennemgang af de tre selskabers nøgletal.

 

Politiken