Drenge og piger mellem 14 og 30 år, der også er kendt som generation Y, begynder at røre på sig. De er flere end forgængerne, generation X, og de føler ikke, at de bliver taget seriøst. Ikke blot af politikerne, men også af firmaer og brands.
Det viser en ny undersøgelse foretaget af MTV Networks og InSites Consulting, der i den forbindelse talt med flere end 25.000 unge i 16 lande.
Modsat den populære tro på, at der målrettes stærkt mod unge mennesker i reklamer, så mener hver fjerde Gen Y’er, at de bliver overset. Ikke kun fordi de selv bruger penge, men også fordi de har en stærk indflydelse på deres forældres forbrug.
– De er den mest kontrollerende generation af forbrugere nogensinde, siger Joeri Van den Bergh, medforfatter til undersøgelsen fra InSites Consulting.
Det er ikke nok at være sej
De unge er med til at bestemme familiens indkøb indenfor en lang række kategorier. Heriblandt nye teknologiske dimser (52 procent), feriedestinationer (36 procent) og tv-programmer (36 procent).
– Forældre og voksne mennesker vil gerne forblive unge, og derfor vender de sig mod ungdommen for at vælge, hvilket tøj og mærker de skal bruge, og hvilke steder de skal besøge, siger Joeri Van den Bergh.
Brands bør derfor lægge sig i selen for at forstå, hvordan man skaber forbindelse til Gen Y’erne.
– I samme sekund du fortæller dem, at du er sej, så kan du være sikker på, at du ikke er det. De bestemmer selv, hvad der er fedt. Det er ikke noget karakteristisk, som du kan planlægge eller skabe. Du bliver nødt til at arbejde dig frem til generationens respekt, siger han.
Faktisk er ”sejhed” ikke at finde på de unges Top 10 liste over ting, der bør tilskrives et godt mærke.
– Det er ikke fordi sejheden ikke er vigtig for dem. Et mærkes sejhed er et resultat af en kompleks blanding af egenskaber snarere end noget, som de bare køber ved disken. For at skabe interesse for den nye generation skal mærker have deres egen stil (35 procent) og levere positive følelsesmæssige oplevelser (31 procent) og være moderne (28 procent), siger Joeri Van den Bergh.
Undersøgelsens resultater er samlet i bogen ”How Cool Brands Stay Hot”, som du kan læse mere om
her.