52 unge kreative talenter dyster den 12. april om at vinde Dm.i.tegning i ni forskellige discipliner – lige fra ”speed manga” til ”Årets Tegne-ninja”.
Det er Billedskolen i Horsens, der står bag det første danmarksmesterskab i at tegne, som bliver afholdt på Horsens Kunstmuseum.
– Alt for mange unge holder op med at tegne i teenageårene, og det går ud over deres talent. Tænk hvis fodboldspillere ikke rørte en fodbold i syv år. Vi ville jo aldrig vinde en landskamp. Derfor skal vi have unge til at tegne mere, så vi får endnu dygtigere AD’ere og designere i fremtiden. Det skal Dm.i.tegning være med til, fortæller Jannik Broz, der er leder af Billedskolen og er ide-manden bag projektet.
Dm.i.tegning er for børn og unge mellem 9 og 17 år, og det er første gang, at mesterskabet bliver afholdt. Dog er der allerede stor opbakning til projektet, som har fået lavet grafisk identitet af Spildaftid og blandt andre har Anders Morgenthaler og Jakob Stegelmann som dommere.

Publikum kan udover at følge med i de spændende konkurrencer også selv få lov til at tegne. Der vil hele weekenden blive afholdt workshops for børn og voksne i forskellige tegnegenrer.
Læs mere på konkurrencens
hjemmeside.
sit