Bedre sikkerhed på nettet og mere konkret information om unges
rettigheder, når de handler på nettet. Det var ønskerne da seks elever fra
niende klasse fredag mødtes med forbrugerminister, Lars Barfoed (K).
Efter mødet var det en glad forbrugerminister, der kunne oplyse, at han
var blevet klogere på en række områder efter at have hørt på de unge.
– De har nogle meget skarpe analyser. Jeg kan nu se, at vi blandt andet
skal lave mere forbrugerinformation på nettet og være bedre til at ramme
de steder på nettet, hvor de unge kommer, siger Lars Barfoed til Ritzau.
Konkret efterspurgte de unge links til købeloven på de netsteder, hvor
unge køber tøj, sko og lignende, og så skal informationer være skrevet på
en måde, så man kan forstå det, uden en længere juridisk uddannelse i
bagagen.
/ritzau/