Det lille udbryderbureau, Freedom Agency, har haft travlt siden de forlod Grey for et lille års tid siden.

Dels naturligvis med at servicere de kunder, der fulgte med fra Ny Østergade til Grønningen, men der har også været tid til at newbizze i kulissen.

Senest har bureauet lukket en langsigtet aftale med den eksklusive optikerkæder, Poul Stig, hvor man fremover skal håndtere alle aktiviteter inden for online, SoMe, outdoor og film.

– Vi er meget stolte af at have landet et samarbejde med så prominent en optiker. Poul Stig forhandler verdens absolut mest eksklusive mærker, såsom Ahlem, Garett Leight, Mykita og danske Shamballa og så udvikler de hele tiden deres egne linje, som vi også skal være med til at markedsføre, siger Thomas Ørum, der stiftede Freedom Agency sidste forår.

Freedom Agency bliver Poul Stigs første full-service bureau i mere end 10 år, og samarbejdet startede sådan set allerede i december sidste år:

– Det startede med tre små film, hvoraf den ene er udkommet på sociale medier og nummer to er på trapperne. Det forløb gik så godt, at vi nu er blevet full-service bureau for dem, siger Thomas Ørum

Mere nyt er undervejs –  men lige nu løfter et nyt billboard lidt af sløret for det nye koncept med titlen Livet skal ses.

I sommer gjorde Freedom Agency i øvrigt opmærksom på sig selv på den internationale scene – nærmere bestemt på det prestigefulde medie Nowness.com – med en kunstfilm for The Cycladic Museum i Athen om den kontroversielle eksil-kunstner Ai Weiwei.

Ellers har bureauet markeret sig med arbejde for kunder som Guinness, Waterfront Shopping, Toldboden, Nellemann Volvo, Kødbyens Madmarked og By Lassen, ligesom det er blevet til en 300-siders coffee table-bog for Blenheim Palace i Oxfordshire.

Se Freedom Agencys første film for Poul Stig her.