Martin Brems, bl.a. tidligere kontaktchef hos Nørgård Mikkelsen og Senior Marketing Manager i LEGO’s innovationsafdeling, fortsætter kundetilgangen med strategi- og innovationsbureauet Brems & Co.
Fra opstarten i maj måned sidste år og indtil januar i år, kunne han skrive 12 nye kunder på kundelisten.
Siden januar er det dog gået endnu hurtigere med tilgang af syv nye kunder, bl.a. velfærdsteknologivirksomheden Medisat, som fornylig blev solgt til Tre-For, elektronikgiganten Electrolux, Odense Lufthavn og væksteventyret e-conomic, som er Nordens største online bogføringsprogram.
Hvorfor er Brems & Co. interessante?
– Kombinationen af stærke analytiske og samtidig nytænkende og kommercielle kompetencer, ser man sjældent. På den baggrund var det oplagt for os at bruge Martin (Brems & Co.) til at få nyt indspark til, hvordan vi vækster vores svenske marked og får fat i flere af de svenske iværksættere, siger Jeppe Scrøder, Head of Lead Generation hos e-conomic.
– Martin gav os masser af nye indsigter samt konkrete anbefalinger til forbedringer af vores program og overordnet kommunikation. Meget professionel og derfor mine varmeste anbefalinger, fortsætter han.
Martin Brems er naturligvis også glad for kundetilgangen.
– Jeg er da en super-glad – men samtidig også en ydmyg – iværksætter. Jeg er dog endnu mere glad for at opleve, at flere og flere virksomheder har fået øjnene op for det at være helt tæt på sine kunder. LEGO er nok det bedste danske eksempel på dette.
– Samtidig vil virksomhederne gerne provokeres og udfordres mere i samspillet mellem deres forretning og deres marketing. Det er lige præcis det spændingsfelt, jeg brænder allermest for, fortsætter han.
Kundelisten tæller i dag virksomheder og organisationer som bl.a.: e-conomic, Electrolux, Micro Matic, FynBus, VisitNordjylland, Odense Kommune, Odense Lufthavn, Brandts kunstmuseum, Medisat m.fl.