Så blev beslutningen truffet. Unibank skifter navn til Nordea – og det kommer til at ske allerede til december. Banken har tidligere meldt ud, at beslutningen om hvornår ville blive truffet inden sommerferien, samt at det først ville ske, når det er forretningsmæssigt forsvarligt.
En række af Unibanks selskaber har allerede skiftet, og den nye beslutning gælder således detailbanken. Navneskiftet kommer til at ske samtidig i hele Norden.
– Vi har en fornemmelse af, at det nu bliver accepteret af vore medarbejdere. Vi har ikke undersøgt, hvordan privatkunderne vil modtage det, men de navneændringer, vi allerede har gennemført er blevet godt modtaget, siger koncernchef Thorleif Krarup til Berlingske Tidende.
Tryg Baltica indgår også i Nordea-koncernen, men her er navneskiftet foreløbig ikke aktuelt.
Med beslutningen om at skifte navn allerede til december er den nuværende bureau-runde mellem Grey, Leo Burnett og Wibroe, Duckert & Partners/Ogilvy & Mather blevet ekstra spændende. En Nordisk navneskifte-kampagne vil være en mega-opgave, og desuden handler det også om at sikre sig kunden fremover. Grey håndterer Merita Nordbanken i Sverige og Finland, mens Leo Burnett håndterer Kreditkassen i Norge.
Wibroe, Duckert & Partners i samarbejde med Ogilvy & Mather i sVerige og Finland har skabt den første branding-kampagne for Nordea, men lykkes det ikke at vinde Nordea-budgettet i denne omgang, må bureauet formentlig også vinke farvel til Unibank. fin