I onsdags bragte ekstrabladet.dk på forsiden en historie med overskriften
‘Magtkamp i Manchester’. Læserne kunne herefter klikke sig videre og læse om lokalopgøret i engelsk fodbold. Og først her afslører navnet ‘Unibet’ i bylinen, at teksten kommer fra en annoncør. Det skriver journalisten.dk
– Unibet får lov at lave artikler i en særlig annoncør-sektion. Der henvises så til artiklerne fra forsiden i nogle særlige annoncør-mærkede bokse. Der er tale om et test-forsøg, der løber frem til jul, hvor vi så vil evaluere, hvad det har skabt af værdi for annoncøren, læserne og os selv, siger Ekstra Bladets chefredaktør, Geir Terje Ruud, der dog indrømmer, at det konkrete eksempel ikke er helt i orden.
– Det skulle have fremgået på forsiden, at der var tale om en annoncør-tekst. Det er en fejl, siger han.
Overordnet set mener chefredaktøren, at læserne er glade for Unibet-artiklerne.
– Det virker som om, læserne er tilfredse med artiklerne, og det er nok fordi Unibet formår at skrive artiklerne, så det ikke bare er en reklame.
De skriver teksterne, så man ikke kan se forskel i forhold til de øvrige EB-artikler?
– Ja, men det er måske bedre, end at de bare skriver om, hvor fantastisk Unibet er, siger han til journalisten.dk.