Globale Unilever, med en omsætning på 380 mia. danske kroner, et årligt markedsføringsbudget på 20 milliarder og 247.000 medarbejdere, er under pres efter dårlige finansielle resultater. Flere investorer mener, at FMCG-giganten er for konservativ og trænger til en rusker. Spekulationerne går på at splitte selskabet i to, så personlig pleje divisionen, i Danmark Lever Fabergé med mærkevarer som OMO, Dove, Axe, Rexona og Snuggle skyllemiddel, og fødevaredivisionen, i Danmark Unilever Bestfood og Frisko med mærkevarer som Frisko is, Knorr, Lipton, Maizena og Becel, bliver to selvstændige virksomheder.
– De konservative kræfter er for stærke i Unilever, siger en aktionær til den engelske avis The Observer. En anden investor sagde, at der vil blive lagt pres på Unilevers ledelse for at skifte strategi, øge værdien og frasælge mærkevarer, der ikke klarer sig godt.
Unilever har allerede frasolgt flere mærkevarer, blandt andet den klassiske herreparfume-serie Brut i USA, og tidligere har firmaet annonceret, at deres frosne fødevaredivision i Europa er sat til salg. Alt i alt er målsætningen at gå fra cirka 1.600 mærkevarer til 400. MSOL