”150 millioner gange om dagen er der en person et eller andet sted i verden, der vælger et Unilever produkt. Hvad enten der skal laves mad eller gøres rent, så er vores varemærker en del af hverdagen”, skriver Unilever Danmark på sin hjemmeside.
Det skaffede i 2008 Unilever-koncernen – som står bag kendte brands som Dove, Knorr, Maizena, Becel, Lipton, Frisko, Omo, Rexona og Axe – en global omsætning på over 40 milliarder euro, svarende til over 300 milliarder kroner.
Men nu får de mange kendte brands ikke længere lov at være sig selv i markedsføringsmæssig sammenhæng, for i næste måned begynder koncernen for første gang nogensinde at skilte med koncern-logoet – det blå U. Det skriver marketingmagazine.co.uk.
Ifølge det britiske medie bliver Flora-margarinen det første af de engelske Unilever-brands, der skal markedsføres med det blå U. Det sker, når en ny print-, tv- og outdoor-kampagne starter til marts.
En talsmand for Unilever siger til marketingmagazine.co.uk, at koncernen har truffet beslutningen om at skifte brandingstrategi ud fra undersøgelser af forbrugeradfærd.
Undersøgelserne har vist, at forbrugere, som allerede køber ét af koncernens produkter, vil være mere tilbøjelige til at købe flere af dem, hvis de ved, at de kommer fra samme virksomhed.