Københavns Universitet har kapacitet til 6.887 nye studerende. Alligevel har universitetet tilbudt studiepladser til 811 flere.
Også universiteterne i Aarhus, Aalborg, Roskilde og Odense arbejder systematisk med en overbookning på 10-15 procent for at undgå tomme stole på uddannelserne, når semestret begynder, skriver Politiken.
– Hvis vi har en uddannelse, hvor der er plads til 100, overbooker vi med cirka 10 procent, fordi vi har en formodning om, at nogle af de nyoptagne ikke møder op eller takker nej til studiepladsen. Så ender vi for det meste med, at der starter 100, men de fleste uddannelser kan godt leve med, at der i stedet for 100 sidder 103 eller 104, siger KU’s studiechef, Claus Nielsen.
Han regner med, at de 811 indbudte, der egentlig ikke er plads til, bliver væk eller hurtigt falder fra, så regnestykket går op kort efter semesterstart. Samme forklaring lyder fra de andre universiteter.
Formand for Danske Studerendes Fællesråd Torben Holm er forarget og kalder dobbeltbookingerne en ”taberstrategi”.
Politiken