Claus Grønborg skriver d. 20.9. i Markedsføring, at vi i Det Økologiske Råd har spredt unødig frygt for sprøjtemidler i kartoffelchips. Jeg har aldrig påstået, at chips er kræftfremkaldende. Men jeg erkender, at det er svært at komme igennem med kritik af fødevarer på en nuanceret måde. Det jeg faktisk har sagt er, at indholdet af stoffet chlorpropham er på én gang betænkeligt og unødvendigt. Men i medierne er der oftest kun to muligheder – enten er en fødevare dødsensfarlig, eller også er den totalt uskadelig. Nu fremstilles det, som om sagen er død, fordi Fødevaredirektoratet har udtalt, at det ikke er farligt at spise chips. Så lad os lige repetere, hvad sagen drejer sig om.
Kims og Estrella insisterer på at producere chips hele året. Samtidig vil de ikke engang forsøge at forklare forbrugerne, at chips i sommermånederne bliver lidt brunfarvede, fordi kartoflerne spirer. Derfor sprøjter de kartoflerne med chlorpropham. Stoffet har tilsyneladende givet kræft i rotteforsøg, men forsøget var dårligt beskrevet, da producenterne søgte godkendelse af stoffet i 1992. Myndighederne var large og gav dem 5 år mere til at fremlægge dokumentation i form af nye dyreforsøg. Det gjorde de ikke. Så blev tilladelsen trukket tilbage. Men branchen kendte deres besøgelsestid. Ikke i form af at levere dokumentationen, men derimod i form af intenst lobbyarbejde. Miljøministeren bukkede under og gav dem en midlertidig dispensation i 1999. Året efter blev den forlænget. Dokumentationen er stadig ikke leveret – med en syg begrundelse om, at de skam har lavet forsøgene, men de stoler ikke på, at de danske myndigheder vil behandle dem fortroligt.
Fødevaredirektoratet er skråsikre, uanset om dokumentationen foreligger. De stoler på, at grænseværdien vil sikre imod sundhedsskader. Men selv om man har en grænseværdi, er det nu ikke ligegyldigt, om et stof er kræftfremkaldende eller ej. Grænseværdien for chlorpropham er forholdsvis lav i forhold til andre sprøjtemidler i mad – men den er 500 gange så høj, som hvad man tillader i drikkevand.
Men vi siger altså ikke, at det er farligt at spise sprøjtede chips. Vi siger derimod, at den nødvendige dokumentation ikke er indleveret til myndighederne. Samtidig er brugen af chlorpropham inderligt overflødig. Producenterne har hele to muligheder for at undgå det. Enten kan de producere til lager om foråret og stoppe produktionen i spiresæsonen. Eller de kan forklare forbrugerne, at naturens gang er sådan, at der kan forekomme brunfarvning i sommermånederne. Hvorfor skal vi udsættes for blot en lille risiko, når den er unødvendig? Så foretrækker jeg de økologiske chips – som man desværre endnu ikke kan få ret mange steder!