I iveren efter at lægge afstand til broking præsenterer de fleste på mediemarkedet alt for unuancerede og firkantede holdninger til broking. Således vurderer direktør Peter Ottesen den seneste måneds debat.

Han var reelt manden, der satte den i gang, da han i sommer skiftede sit job hos Carat ud med et job som direktør for Mediacom datterselskabet Mediabroker, og i den forbindelse beskrev selskabets koncept ved at fremhæve, at det bl.a. skulle forholde sig til et mediemarked i forvandling. En forvandling som bl.a. sættes i gang af Konkurrencestyrelsens ønske om, at TV2 ikke må have et forbud mod videresalg.

Nu tager han bladet fra munden igen – lidt tidligere end han ellers havde satset på at skulle gøre det.

– Men vi er blevet skudt mange ting i skoene, og derfor er der nogle ting, vi må have slået fast. For det første: Mediabroker kommer aldrig til at beskæftige sig med broking i den form, at vi opkøber reklameplads for at videresælge den. Vi skal fungere som et helt almindeligt mediebureau, og selvfølgelig kan man ikke forene rollen som rådgiver for kunderne med eget salg af reklameplads.

– Men der er andre muligheder – f.eks. organisering af indkøbsforeninger – hvilket i et vist omfang allerede eksisterer på markedet. Man kan ikke adskille prisdiskussionen fra rådgivning, og for os handler det om at skaffe vores kunder de bedst mulige priser. Hvis en indkøbsforening kan medvirke til det, så er vi parate til at organisere den eller dem for vores kunder – jeg er i øvrigt sikker på, at der skal et mediebureau med for at realisere en sådan aktivitet, siger Peter Ottesen og fortsætter:

– Der bygges mange skræmmebilleder op i diskussionen – specielt gennem henvisningen til de gamle franske erfaringer. Men de er urealistiske. Broking i form af at en eller anden investor bruger en milliard eller to på at opkøbe reklameplads med henblik på videresalg er ikke realistisk – i hvert fald ikke på hverken kort eller mellemlangt sigt. Efterspørgsels-situationen er ganske enkelt ikke til det. Hvis der skal være en forretning i noget sådant, så skal der være overefterspørgsel – og det er ikke nok, at en tv-station i en måned eller to for et år siden har oplevet at have udsolgt.

– På dagblads-markedet er det endnu mere vanskeligt. Her kan de jo bare trykke flere sider. Derfor skal de være med på ideen om en mellemhandler, hvis det skal kunne lade sig gøre. Og hvorfor skulle de være det. Hvis der virkelig var et marked for en mellemhandler, hvorfor skulle medierne så foretrække en check upfront i stedet for selv at sælge tiden til en bedre pris. Set fra en brokers side, så skal man skaffe rabatter, der både giver plads til en profit på måske 10 pct. og en risiko-præmie på 15-30 pct. Det er meget svært at få øje på forretningsmodellen, siger Peter Ottesen.

Han konstaterer samtidig, at broking som sådan ikke er ulovligt. Det er alene mediernes prispolitikker, der afgør, om videresalg kan ske – og så et påbud fra Konkurrencestyrelsen over for medier med en dominerende stilling på markedet.

– Vi kan godt som branche stikke hovedet i jorden og lade som om, markedet ikke forandrer sig. Det er, hvad der kommer ud af de unuancerede og firkantede holdninger, som i øjeblikket præger debatten. Men det er ikke den måde, vi vil håndtere situationen i Mediacom og Mediabroker, siger Peter Ottesen.