Cannes-festivalens ”kampagnepoliti” har været på overarbejde og opdaget, at Grand Prix-prisen, som Ogilvy Mexico i går fik for Mattel-kampagnen ”Scrabble” ikke er prisen værdig.
Det viser sig nemlig, at den samme kampagne var indsendt sidste år.
Det kom frem, da det anerkendte marketingmagasin Adweek kunne fortælle, at ”Scrabble”-materiale havde været offentliggjort allerede i 2008, og den går altså ikke. For at komme i betragtning til dette års løver må en kampagne først være kørt mellem den 1. marts 2009 og den 30. april 2010.
Så nu har brasilianske AlmapBBDO i stedet fået Grand Prix’en for sin Billboard magasinkampagne.
Ogilvy Mexicos kreative direktør Jose Montalvo, sagde i den forbindelse, at reglerne var uklare, og at bureauet troede, at man godt måtte indsende arbejdet igen, da det ikke var blevet shortlistet sidste år.
Og han tilføjer, at man på bureauet er ked af hændelsen, men at man naturligvis respekterer afgørelsen.